Kære medlemmer,
Forårsvarmen lader desværre vente på sig, og når nok ikke frem i tide til årets sæsonopstart i Brædstrup Tennisklub. Det giver lidt udfordringer med endelig klargøring og åbning af de røde grusbaner. Men kender vi det skønne danske forår, så er det lige rundt om hjørnet, og der åbnes op for banebooking, så snart det lader sig gøre.
Et lille tit til solen er der dog i sigte til på lørdag d. 27. april kl.9.30, hvor den traditionsrige Standerhejsning afholdes. Bestyrelsen vil her præsentere de umiddelbare planer for den kommende sæson, og tillige give en status på padelbane-projektet. I tråd med sidste sæson, vil der også i år være påkrævet tilmelding til alle klubbens arrangementer, herunder også Standerhejsning, såfremt man ønsker at deltage. Udlevering af gratis boldrør vil være forbeholdt medlemmer af FrivilligKorpset, der vil dog som tidligere være mulighed for tilkøb af boldrør i klubbutikken.
Som vanligt vil der på tirsdage kl.18.00-20.00 være Begyndertræning for medlemmer tilhørende senior-segmentet, og som noget nyt i år også for U18 junior (årgang 2007-2010). Fra juli måned erstattes træningen af Tirsdags drop-in, hvor de lærte grundteknikker inkoorporeres i egentlig kamptræning.
Et nyt tiltag i denne sæson vil være Torsdags drop-in på torsdage kl.18.00-20.00. Dette er kun for medlemmer tilhørende senior-segmentet, og det er endvidere et krav, at man har fysikken til at kunne bevæge sig raskt rundt og dække hele banen. En oplagt mulighed for at træne double-spillet med andre spillere end de vante.
Kendinger vil dog også være at finde på sæsonens arrangement-palette, såsom Hyggeturneringer samt Doubleturnering i både herre, dame- og mixed-double.
Så alt i alt en sæson med mange muligheder for at forbedre det personlige tennisspil i samvær med ligesindede. Det er bare at få meldt sig til de enkelte arrangementer, eller at få booket en bane med sin vanlige tennismakker. Alternativt, er der igen i år også mulighed for at anskaffe sig et abonnement til klubbens boldmaskine – Vi glæder os til at se jer!
På snarligt gensyn, Bestyrelsen, Brædstrup Tennisklub